Dette er den bedste æbletærte, jeg kender til. Med bund og låg af mørdej, der smuldrer i store, sprøde smør-lækre flager. Og et fyld af æbler, vendt i kanel og rørsukker, så de bagte æbler næsten smager, som var de vendt i en æble karamel. Jeg kan varmt anbefale dig at bruge let syrlige æbler eller endda madæbler til tærten. De giver en mere frisk smag som modspil til sødmen. Så kan du altid tilføje en smule ekstra rørsukker til fyldet, hvis du er bange for, at det skal blive for surt.